I sidste uge var der en tragedie i min familie. Jeg mistede uventet min storebror, en far til fire børn og en ørkenstorm Marine Force Recon veteran. Han var en, som alle, der havde mødt ham, øjeblikkeligt så op til uden overhovedet at kende hans baggrund. Han havde også en fantastisk sans for humor, som kom ud med hans tårnhøje figur. Han var en, der levede op til enhver legende, du ser i filmene, men var faktisk en rigtig person, som på en eller anden måde faktisk eksisterede, og som man kunne røre ved og føle. Alligevel gennem et mirakel, som jeg aldrig helt vil forstå, var han min bror og inspirationen, eller rettere grunden til, at jeg ofte gør de ting, jeg gør - en, som jeg var hårdt sammen med og jagtede rundt i gården som børn, og han lod som om at lade jeg slog ham, selvom han engang skræmte mig, da jeg var meget lille, og jeg slog ham over hovedet med et aluminiums baseballbat, og slog ham bevidstløs. Men selv sådanne øjeblikke syntes ikke at bremse ham.
Han havde set mange farlige eventyr, hvoraf de fleste vi aldrig får at vide. Han elskede dette land gennem alle dets ufuldkommenheder, elskede sin familie, elskede andre veteraner, de mennesker, han havde i marken, og elskede at tjene denne nation. Det vigtigste er, at han elskede sine børn.
Jeg havde planlagt mange flere emner at skrive før dette, men det er øjeblikke som disse, der sætter fokus på vores liv og det, der virkelig betyder mest. Det får det til at virke fuldstændig trivielt og småligt, hvad end jeg ville skrive.
På den anden side kendte jeg ham også, og jeg vidste godt, at han ikke var en, der væltede sig i sorg eller også ville have andre. Nogle øjeblikke som dette, når jeg er alene, er det meget svært at tænke på ham, men så minder mine små børn mig om, at vi er nødt til at komme videre og prøve at leve vores liv, da de ikke forstår tabet, og jeg vil heller ikke have dem til det . Så jeg er nødt til at komme igennem det her, forsøge at støtte mine forældre, hans kone, hans fire børn og også tage mig af min egen familie. Det bliver en hård vej forude, og jeg kan ikke foregive, at jeg ved, hvordan man navigerer i disse ukendte farvande, men hvis min bror kunne have gjort de ting, som han var i stand til at udrette, er det noget, jeg i det mindste kan prøve at gøre for at ære efter bedste minde.
Der er et stort hul i mit hjerte, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal udfylde det.Nogle gange er det simpelthen bare meningen.
Vi vil altid elske dig Mike.
-Semper Fi
