Jeg har altid været stolt af at være forsigtig og ikke let blive ofre for svindel, men for nylig fandt jeg mig selv involveret i en situation, der rystede denne selvtillid. Det hele startede med et tilsyneladende ufarligt online køb på FleaBay, hvor jeg faldt over en utrolig billig handel for en del, jeg skulle bruge til mit køretøj. Ignorerede det ældgamle råd om "hvis det er for godt til at være sandt, er det nok det," gik jeg videre med købet, for blot at stå tomhændet og op af lommen, da varen aldrig ankom. Det var en hård lektion, men en jeg troede, jeg havde lært af.
Spol frem til min nylige bestræbelse på at varemærke mit brand, Hello Charlie. Jeg udfyldte flittigt det nødvendige papirarbejde og indsendte min ansøgning til uSPTO's online-portal I tillid til, at jeg Tog alle de rigtige skridt for at beskytte min intellektuelle ejendom og hjælpe med at forhindre fremtidig ophavsretssvig. Men lidt vidste Jeg, at min tillid til systemet ville blive sat på prøve.
Uden at jeg vidste det, havde USPTO en praksis med at frigive ansøgeres personlige oplysninger til offentligheden kort efter, at de indgav deres ansøgninger. Disse oplysninger, herunder kontaktoplysninger og indholdet af selve applikationen, blev moden til at blive udnyttet af skruppelløse personer.
Et par dage efter indsendelse af min ansøgning modtog jeg et opkald fra opkalds-id'et for "public service", med et telefonnummer, der matchede den officielle USPTO-linje. På trods af, at forbindelsen lød intermitterende, og opkalderens forhastede opførsel, fjernede jeg enhver tvivl og tilskrev min mobiltelefonmodtagelse den dårlige kvalitet. Ved at blive taget af vagt fortsatte den, der ringer, med at afbryde detaljer fra min varemærkeansøgning, som kun nogen med adgang til USPTO's optegnelser kunne have kendt.
Forsigtig, men stadig lidt tillidsfuld, lyttede jeg, da den, der ringer, forklarede, at der var ekstra gebyrer påkrævet for at behandle min ansøgning fuldt ud. Ivrig efter at fremskynde processen og uvidende om nogen røde flag, gav jeg modvilligt mine kreditkortoplysninger over telefonen. Det var først et par dage senere, da jeg modtog en meddelelse fra Discover om en mistænkelig sigtelse fra et firma ved navn "USA Patent...", at situationens alvor ramte mig.
Forskrækket kontaktede jeg straks Discover for at rapportere den svigagtige sigtelse og kontaktede derefter USPTO for at informere dem om, hvad der var sket. Til min lettelse bekræftede den rigtige USPTO-agent, jeg talte med, min værste frygt: Jeg var blevet offer for en sofistikeret og ny fidus, som hun først for nylig var blevet gjort opmærksom på selv. Ikke alene var jeg blevet snydt for mine hårdt tjente penge, men mine personlige oplysninger var også blevet kompromitteret på grund af den lemfældige praksis fra netop den organisation, jeg havde tillid til at beskytte dem.
Når jeg reflekterer over denne rystende oplevelse, kan jeg ikke undgå at føle en følelse af forræderi og desillusion. Det faktum, at sådanne svindelnumre kan blomstre inden for systemer, der er designet til at beskytte os, er et nøgternt realitetstjek. Når jeg bevæger mig fremad, vil jeg være mere årvågen og kræsen, men jeg kan ikke ryste den nagende følelse af sårbarhed, der hænger ved i kølvandet på denne prøvelse. Jeg håber bare ved at komme frem med dette, at det kan hjælpe andre fra at blive ofre for dette fremadrettet, og forhåbentlig vil USPTO også tage større handlinger for at beskytte folks privatliv.
